BilledKonfetti

Seje idéer kan let blive skabt ud fra simple men overraskende associationer – som da krydsningen mellem en kuffert og nogle hjul blev til en rejsetrolley, der siden har gjort livet lettere for rigtig mange rejsende. Den her metode er sjov, den hedder billed konfetti, og her gælder det om at kunne finde på nye features til jeres allerede eksisterende idé, ud fra tilfældige billeder der trækkes af en bunke.

HVORDAN:

1: Gå sammen i en gruppe på 4-6

2: Alle skriver (eller tegner) 2-3 navneord ned på post-its (1 post-it pr navneord) – eller finder billeder af ting evt. i en avis eller et blad. Alle post-its og billeder puttes i en stor bunke midt på bordet

3: Ved siden af bunken skriver I jeres idé ned på et stykke papir

4: Nu skiftes I til at trække et billed/ord fra bunken, som der lægges over på idé-arket. Begynd her en brainstorm – hvilke vilde idéer og skøre muligheder kommer I til at tænke på, når I skal kombinere billedet/ordet med jeres idé? Og hvilke var så seje at de kan udvikle jeres idé til at blive endnu bedre?

5: Skriv de bedste idéer ned og arbejd videre med dem i den endelige idé